I anledning af den 74. Berlinale pakkede en håndfuld af Ordets skribenter kufferten og rejste til den tyske hovedstad. På den kolossale filmfestival med et kæmpe filmkatalog kunne vi især fremhæve otte filmiske værker der gjorde ekstra stort indtryk. Læs herunder hvordan redaktionen faldt over tre store skuffelser, men til gengæld også fandt frem til fem store stykker filmkunst.
Højdepunkt – The Outrun
Nora Fingscheidt / 2024 / Storbritannien, Tyskland
Af Bella Juncker
Et af højdepunkterne ved dette års Berlinale er uden tvivl Nora Fingscheidt The Outrun. I et smukt portræt af både den skotske folkekultur og ikke mindst af den skotske natur, følger vi den deprimerede Rona (Saoirse Ronan) og hendes udfordrende kamp med misbrug. I sin selvreflekterende rejse for at finde sig selv, drager Rona tilbage til sit skotske hjemland.
I en rodet sammensmeltning af tid og rum følger vi Ronas op- og nedture, der meget overbevisende understøttes af filmens uoverskuelige dynamik. Filmen giver sig selv tid til at skildre det kaotiske tidsforløb Rona har været igennem, og overlader det langt hen ad vejen til seeren selv at stykke historien sammen. Af denne grund føles filmen på mange måder utrolig autentisk, ikke mindst takket været Saoirse Ronans formidable rå og ærlige skuespil.
The Outrun er den type film, der efterlader en masse til eftertanke, og et stykke filmkunst, der er endnu smukkere på det store lærred. En klar anbefaling herfra, såfremt den forhåbentligt på sigt rammer de danske biografer.
Lavpunkt – Gloria!
Margherita Vicario / 2024 / Italien, Schweiz
Af Rikke Hesselvang
Et af Berlinalens lavpunkter er desværre en ellers fin og forbigået fortælling inspireret af virkeligheden.
Gloria! tager afsæt på et kloster i Italien i starten af 1800-tallet. Her følger man den fattige og stumme kammerjomfru Teresa (Galatéa Bellugi), der sammen med pigerne fra klosterets orkester, opdager deres Maestros nye instrument, fortepiano, og kreerer en nyskabende form for musik.
Og nyskabende, det er den. For os alle. For af en eller anden uransagelig årsag, har Vicario valgt at blande klassisk musik med moderne, pop – ja, næsten dak – i forsøget på at skabe liv, men i stedet dør filmen simpelthen, og på lærred forekommer intet mindre end Askepot på coke.
Selvom Gloria! Kommer stilistisk friskt fra start og har et par fine humoristiske indslag fra både Maestro Perlina (Paolo Rossi) og alt-mulig-manden Romeo (Elio), opvejer det desværre ikke, at filmen giver mere anledning til at grine af den end med den.
Ligegyldige parallelforløb, som Maestroens økonomi og Teresas ”stumhed”, har ingen forbindelse til selve historien om pigerne og deres musikalitet, der faktisk er filmens omdrejningspunkt.
Ofte giver Gloria! simpelthen ikke mening, og det saboterer på uforløst vis det potentiale som filmens glimrende præmis ellers besidder. Øv!
Højdepunkt – Vogter
Gustav Möller / 2024 / Danmark, Sverige
Af Alma Wibeck Senderovitz
Berlinalens dansk/svenske indslag er en imponerende spændingsfilm med fantastiske præstationer.
I Vogter møder vi fængselsbetjenten Eva, der trækkes mod den sikrede afdeling ‘Meter Nul’, hvor den uhyggelige morder Mikkel sidder. Her opstår en ængstelig magtkamp, der er båret af Evas hævntogt.
Og filmen bruger netop den magtkamp til at give et meget tæt og ubehageligt kig på menneskelig ondskab… og alligevel er det svært at kigge væk. Det skyldes uden tvivl de to hovedrollers fantastiske evner til at fange seerens opmærksomhed – på to meget forskellige måder. Mens Sebastian Bull er dybt overbevisende som den utilregnelige, råbende, men snedige morder, er Sidse Babett Knudsen perfekt som den følelsesmæssigt forstenede kvinde, der kæmper for retfærdighed.
Gustav Möller opbygger hele tiden stemningen og slipper den ikke. Så snart man tror, man kan ånde lettet op, fortsætter Möller ind i de moralske gråzoner. Man må sidde tilbage og overveje, hvordan hævn kan føre til moralsk forfald.
Lavpunkt – Spaceman
Johan Renck / 2024 / USA
Af Anna Lucia Dominguez
Spaceman fortæller historien om en intergalaktisk terapisession over fake-nutella bygget op om utroligt tynde fortællerrammer.
Astronauten Jakub (Adam Sandler) er i rummet for at undersøge en lyserød sky. I sin ensomhed og desperation for at komme i kontakt med sin kæreste derhjemme får han pludselig besøg af kæmpeedderkopperumvæsenet med Paul Danos stemme, der tvinger ham til at reflektere over sit liv og fejltagelser.
Præmissen er jo totalt absurd – og havde filmen fået lov til at løbe med absurditeten kunne det have været en fantastisk komisk film. Desværre tager den sig selv alt for seriøst, og det kan en edderkoppefilm, der aldrig går i dybden med sine hentydede sidefortællinger ikke bære. I stedet er musikken på overarbejde for at fortælle os, hvornår det er tid til at græde. Jeg grinte. En del.
Vækker tanken om Paul Danos edderkoppe-asmr og Adam Sandlers Adam Sandler-shorts alligevel din interesse kan filmen nu ses på Netflix.
Højdepunkt – Sasquatch Sunset
David Zellner, Nathan Zellner / 2024 / USA
Af Marius Sørensen
Der er et øjeblik i de amerikanske Zellner-brødres idylliske, men samtidig groteske, film, Sasquatch Sunset, hvor én af de fire sasquatches, filmen følger, for første gang opdager sit eget spejlbillede.
I dette kortvarige øjeblik løfter Zellner-brødrene sløret for en lille del af, hvad deres unikke værk har til hensigt.
I en film, der mestendels består af fire aber, der skider, pisser, har samleje og kaster op, mens de vandrer igennem et billedskønt amerikansk landskab, viser mødet med spejlbilledet sig at være nøglen til filmen.
For meningen med de absurde og ubehagelige mængder af kropsvæske, hovedpersonerne udgyder, er måske netop at holde et spejl op for os selv, publikummet, og få os til at stå ansigt til ansigt med vores egen vulgaritet.
Muligvis lykkes filmen en anelse for godt med dette: under dén visning, undertegnede overværede på Berlinalen, nåede 45 mennesker at forlade salen inden filmen var slut.
Sasquatch Sunset er en smuk film, der formår både at være et skønt stykke americana, en meditation over klimaforandring, menneskekroppen og evolution og samtidig én af årets fineste komedier – alt sammen uden der ytres et ord.
Højdepunkt – Sterben
Matthias Glasner, 2024, Tyskland
Af Viggo Sinding
Til mine kollegaers store forundring droppede jeg Sasquatch Sunset for at se en tre timer lang tysk film på Berlinalen. Heldigvis er Matthias Glasners seneste udspil et fremragende skarpt familiedrama om død, kærlighed og ikke mindst manglen på denne.
Filmens tematikker tackles gennem fortællingen om Lunies-familien, der har været som et puslespil, hvor brikkerne er spredt langt fra hinanden i årevis. Trods blodsbånd og historie har de følt sig som fremmede for hinanden, adskilt af tid, afstand og de uundgåelige skår i relationerne. Men som med alt i livet, har denne distance sin pris.
Det er først i mødet med døden, en uundgåelig og uforudsigelig kraft, at disse adskilte sjæle endelig finder vej tilbage til hinanden.
Familien spilles fremragende af bla. rutinerede Corinna Harfouch og Lars Eidinger i filmens to største roller, imens den yngre Lilith Stangenberg krediterer for nogle af de mest fantastiske scener i filmen.
Alt er indhyllet i et originalt, humoristisk og innovativt manuskript, som fortjent blev belønnet med Sølvbjørn-prisen for bedste manuskript på festivalen.
Lavpunkt – L’Empire
Bruno Dumont / 2024 / Frankrig
Af Helena Moustgaard
Bruno Dumonts L’Empire er en satirisk science fiction-film der parodierer nogle af genrens hovedværker som Star Wars, med sin fortælling hvor himlen over det nordlige Frankrig fyldes af rumskibe, der ligner en blanding mellem Dødsstjernen og Notre Dame.
Gode og onde kræfter kæmper om at overtage menneskeheden i en lille, idyllisk fiskerby. Handlingen er dødsens absurd, men alligevel banal, og det, der skulle være en kritik af Hollywoods forudsigelighed, bliver paradoksalt nok forudsigeligt i sig selv. De godes kamp er aldrig meningsfuld, og både historien og skuespillet lider under filmens overdrevne tilgang, der svinger mellem det overkarikerede og det flade, som hele tiden holder seeren på afstand fra fortællingen.
Selvom der er flere gode humoristiske indslag spredt rundt i filmen, især i sammenstødet mellem det overdådige sci-fi-univers og den almindelige hverdag i havnebyen, bliver humoren mere prætentiøs end original, når overraskelseselementet forsvinder.
L’Empire er selvbevidst og fyldt med referencer, men filmens overdrevne natur gør den til tider udmattende at se.
Højdepunkt – Brief History of a Family
Jianjie Lin / 2024 / Kina, Frankrig, Danmark, Qatar
Af Jacob Pedersen
Kinesisk kunstfilm imponerer med stilsikkert familiedrama omsvøbt af kinesisk kultur.
Brief History of a Family handler om en familie fra samtids Kina I kølvandet på livet efter etbarnspolitikken, hvor sønnens ven bliver inviteret inden døre hos familien. Filmen er et mikroskopisk (bogstaveligt talt) indblik i et Kina i socioøkonomiske ændringer og et biologisk reaktionsmønster på en fremmedes indtrængning.
Debutinstruktør Jianjie Lin (JJ) er fuldstændig overlegen i sin historiefortælling, hvor han ikke tøver med at gå til ekstremerne. Brief History of a Family er et underspillet og højtravende karakterdrama og samfundsportræt på én og samme tid, en velmålt anretning så højtbelagt at JJ meget vel kan være Kinas store kommende kunstfilms-instruktør.
Kameraet er svævende, lyssætningen er bemærkelsesværdig, musikken jonglerer rap, Bach og tekniske toner med imponerende kontrol. Et seværdigt, spændende og tvetydigt debutværk.
Værket er medproduceret af danske Rikke Tambo Andersen, og støttet af Det Danske Filminstitut, så det vil da være en skam hvis den ikke også får lov at lande i de danske biografer før eller siden.
Kommentarer